Markant stigning i brugen af røntgen og CT-skannere

By | 16. december 2015
Sundhedsstyrelsen ved Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) har undersøgt tendenser i brug af røntgenkilder til undersøgelse af patienter, specielt med fokus på brug af CT-skannere i Danmark. Resultaterne af undersøgelsen ligger nu klar i rapporten Udvikling i brug af røntgenundersøgelser i Danmark – med fokus på CT 2003-2014.
Læs pressemeddelse på Sundhedsstyrelsens hjemmeside (link)

Rapporten Referencedoser for CT blev offentliggjort i januar 2015. Den nye rapport giver yderligere detaljer om de indsamlede patientdoser og yderligere data, som SIS har udtrukket fra forskellige databaser og registre.

I årene fra 2003 frem til 2014 har der været en markant stigning i undersøgelser med røntgen på sygehuse og røntgenklinikker. Opgørelsen fra SIS viser, at det samlede antal diagnostiske undersøgelser med røntgen er steget med 50 %, mens antallet af CT-undersøgelser er steget langt mere, nemlig med 250 %. For nogle CT-undersøgelser er stigningen endnu højere, da CT-undersøgelser næsten fuldstændigt har erstattet konventionelle undersøgelser på disse områder. Det gælder for eksempel urografier – som er særlige røntgenundersøgelser af nyrer og urinveje.

CT er et uvurderligt redskab, men det skal kun anvendes, hvor CT er den bedste undersøgelsesmetode i forhold til patientens tilstand, og hvor resultatet af undersøgelsen har en konsekvens for patientens videre forløb. Det er desuden vigtigt, at de anvendte procedurer hele tiden udvikles, så undersøgelserne bliver udført med den nødvendige billedkvalitet og lavest mulig patientdosis.

I perioden 2013-2014 har SIS indhentet CT-patientdoser for hele landet, med henblik på at fastsætte nye såkaldte referencedoser for CT. Referencedoser er et værktøj, som afdelingerne bruger i arbejdet med at udvikle deres procedurer. Der findes i øjeblikket referencedoser for konventionelle røntgenundersøgelser, CT-undersøgelser og nuklearmedicinske undersøgelser, men på sigt vil der også blive fastsat referencedoser for bl.a. hjerteoperationer, hvor røntgen bruges til at følge operationen.

Rapporten viser, at der er stor spredning af de indsendte doser, så der er fortsat grundlag for at arbejde med udvikling af procedurerne.

SIS håber, at informationerne i rapporten ‘Udvikling i brug af røntgenundersøgelser i Danmark – med fokus på CT 2003-2014’ kan bidrage til fortsat kvalitetsudvikling omkring brug af røntgenundersøgelser og CT-undersøgelser i særdeleshed.