Det tidlige røntgenapparatur – tekniske forudsætninger
I 1819 påviste englænderen Michael Faraday muligheden af transmission af elektricitet gennem luft på elektrisk ladede partikler, ioner, og i 1831 lykkedes det ham at fremkalde elektrisk induktion: strøm i en spole hver gang en strømimpuls blev tændt eller afbrudt i en anden spole, placeret tæt op ad den første. Tyskeren Heinrich Geissler perfektionerede fremstillingen af lukkede glasbeholdere, med indstøbte elektroder, ”rør,” og deres udpumpning til meget lave tryk. Kraftige induktionsapparater, som kunne omdanne en svag jævnstrøm til højspændte strømstød blev udviklet af bl.a. Ruhmkorff, og Hittdorf. Englænderen W. Crookes eksperimenterede med elektricitetens passage gennem udpumpede rør og fandt at ”katodestråler,” de negativt ladede elektroner, frembragte farver ved fluorescens når de ramte faste stoffer f. eks. rørets glasvæg. Eksperimenter med disse katodestråler blev et yndet forskningsfelt for fysikere gennem 1870- og 1880erne. Under sådanne eksperimenter opdagede professor i fysik Wilhelm Conrad Röntgen i Würzburg den 8. november 1895 at, når han tilsluttede katodestrålerøret, kom der lysglimt fra et stykke pap påført krystaller af bariumplatincyanat, som tilfældigvis lå i nærheden. Der måtte være nogle ukendte ”X-stråler,” som fik krystallerne til at fluorescere dvs. udsende synlige lysbølger. Röntgen opdagede at strålerne kunne gå gennem hans hånd og danne et billede af knoglerne på papstykket. I de følgende uger eksperimenterede han med intenst med disse stråler, og publicerede en artikel om det straks i det nye år, 1896. Nyheden blev hurtigt spredt, og vakte straks stor interesse.
Det kongelige Frederikshospital, som blev nedlagt i 1910
Håbet om at de nye stråler kunne bruges terapeutisk, især til maligne lidelser, var nok årsag til den hurtige udbredelse af røntgenapparater. Op til omkring 1920 førtes hidsige diskussioner om kræfttilfælde skulle behandles kirurgisk eller med røntgenstråler. Dertil kom muligheden for radiumbehandling fra 1912. Undersøgelse af indre organer ved hjælp af gennemlysning og kontrast begyndte omkring 1905 for ventriklens vedkommende. I Danmark anskaffede Kommunehospitalet i København et røntgenapparat i 1896, og i løbet af få år kom der apparater på Frederikshospitalet, Rigshospitalets forgænger, samt på hospitaler i de store byer i provinsen. Ifølge H. Pakkenbergs opgørelse fra 1960 var der installeret røntgenapparater ved 78 sygehuse og sanatorier inden 1920. Dertil kom apparatur til privatklinikker og tandlæger. I diagnostikken foregik billeddannelsen ved fotografi på glasplader eller ved gennemlysning til en fluorescerende skærm. I sidstnævnte tilfælde skulle billederne betragtes i mørke, da de var meget svage. Røntgenrørene, de såkaldte ion-rør, var vanskelige at arbejde med, idet de ændrede hårdhed ved gentagen brug. Der skulle være en lille mængde luft i rørene for at de kunne fungere (tryk 10-2 mm Hg), men luften blev gradvis absorberet ved kemiske reaktioner under brug. Dette krævede øgning af rørets spænding for, at det kunne fungere og bevirkede igen en hårdere stråling. Dette var et stort problem både ved terapi og diagnostik. Apparaturet skulle løbende justeres, hvilket i de første år kunne ske ved at fotografen stak sin egen hånd ind i strålen for at vurdere om billedet var passende. Fabrikanterne af røntgenrør forsøgte at imødegå disse problemer ved mange forskellige modifikationer og tilføjelser til rørene. Den simple mekaniske hammer-afbryder på små induktionsspoler viste sig hurtigt at være utilstrækkelige til frembringelse af længevarende, højfrekvente og kraftige røntgenstråler. Som alternativer fremkom afbryderen med en roterende kviksølvstråle og Wehnelts elektrolytafbryder.
Christian Baastrup (1885-1950), overlæge på BBH’s rtg.afdeling
Baastrups samling af røntgenrør og Medicinhistorisk Museum
Universitetets medicinhistoriske samling havde i 1927 været pakket ned i flere år pga. manglende lokaler. Panums gamle fysiologiske institut i baggården til det nuværende museums (Medicinsk Museion, Bredgade 62) stod tomt, og museets bestyrelse forsøgte at erhverve denne bygning. Men der kom først skred i sagen, da Christian I. Baastrup, lederen af Bispebjerg Hospitals Røntgenklinik 1922-50, som havde indsamlet og bevaret gamle røntgenrør efterhånden, som de gik af brug, tilbød at donere samlingen af rør med tilbehør, hvis der kunne findes lokaler til den. Sagen gik i orden og museet med røntgensamlingen kunne rykke ind i 1930. Baastrups samling kom til at udgøre hovedstammen i museets røntgensamling. Den blev i 1947 flyttet til et stort rum, den tidligere anatomiske studiesal, og udstillet i 16 vitriner. Den meget store samling er nu pakket ned pga. pladsmangel. Røntgensamlingen blev i 1953 katalogiseret af lektor dr. scient. Arnold B.W. Nielsen og ingeniør Hjalmar Pakkenberg, som var konsulenter ved museet i en årrække. Deres katalog fra 1953 havde 630 numre. Den daværende professor i medicinens historie konkluderede at, ”intet andet sted i verden er en så fuldstændig illustration af røntgenologiens udviklingshistorie.” Ved sin død i 1978 efterlod Arnold B.W. Nielsen et manuskript med en detaljeret kuratering af de tidlige røntgenrør i samlingen. Poul Rønne reviderede manuskriptet og udgav det i 1986.
1920erne – tekniske og organisatoriske fremskridt
Lige før 1. verdenskrig brød ud kom en væsentlig teknisk nyskabelse. Amerikaneren W. Coolidge udviklede et lufttomt rør, hvor elektron-kilden var en spiral af wolfram, som ved en regulerbar strøm, kunne bringes til at gløde og dermed udsende elektroner. Man kom nu til at råde over rør, der kunne indstilles præcist, og som ikke skulle justeres løbende. Gennem 1910erne blev røntgendiagnostikkens muligheder ved knogletuberkulose, frakturer og andre lidelser i knogler og led fastslået, og kontrastundersøgelser af colon begyndte at dukke op. De terapeutiske muligheder ved maligne lidelser blev efterhånden afklaret. I 1921 fremkom film til afløsning af glaspladerne.
I 1916 kom Lægeforeningens specialistudvalg med forslag til oprettelse af lægelige specialer og de tilhørende uddannelseskrav. To års fast ansættelse på en røntgenafdeling på et hospital var kravet til specialet ”Røntgendiagnostik og-Behandling.” I 1919 dannedes i forbindelse med den nordiske kirurg kongres i Oslo en ”Nordisk Forening for medicinsk Radiologi” af en lille gruppe læger, der arbejdede med røntgen. Fra Danmark deltog J.F. Fischer, H.J. Panner og Chr. I. Baastrup. I 1920 stiftedes ”Dansk Røntgenologisk Forening,” som i november 1920 blev spaltet i Dansk Radiologisk Selskab og Organisationen af Danske Radiologer. Endnu i begyndelsen af 1920erne var røntgenterapi nok den vigtigste del af specialet, men diagnostikken var i udvikling. I 1923 kunne Baastrup skrive at, ”der endnu findes læger, der betragter røntgenundersøgelse af ventrikel eller lunger som noget sært og sjældent.” Men i løbet af 1920erne fik røntgenundersøgelse af lungerne en sikker plads i tuberkulosediagnostikken. I 1930erne blev screening af befolkningsgrupper for tuberkulose sat i system. Hertil blev benyttet småbilledfotografering af billeder fra en gennemlysningsskærm. Teknikken blev udviklet af Abreu.
Erhvervsmæssige risici ved røntgenapparatur
Professor Johan Frederik Fischer (1868-1922), chef for Københavns Kommunehospitals røntgenklinik fra 1898 fik svære stråleskader på sine hænder og Severin Nordentoft (1866-1922), chef for røntgenklinikken på Århus Kommunehospital døde af aplastisk anæmi, som formodedes at være induceret af stråling. I 1927 omkom dr. Klubien i Helsingør ved et strømstød fra de uisolerede højspændingsledninger ved røntgenapparatet. Efterfølgende skrev Baastrup i Ugeskrift for Læger om faremomenterne ved røntgenologisk virksomhed: Den højspændte strøm, den skadelige virkning af røntgenstrålerne og giftige luftarter, som blev udviklet af apparaturet. Han efterlyste regelmæssig kontrol af det tekniske udstyr, uddannelse i radiologi og oprettelse af et professorat i radiologi. Der blev oprettet et docentur i radiologi i 1930 besat med P. Flemming Møller. Det blev ophøjet til et ordinært professorat i 1936. Den 15.4.1930 kom en lov om brugen af røntgenstråler. Biofysisk Laboratorium i det nyopførte ”Rockefeller-institut” fra1928 blev centrum for dosimetrisk kontrol.
Den videre udvikling frem til de tidlige 1950ere
Jodholdige kontrastmidler fremkom i løbet af 1920erne. Omkring 1930 begyndte man at foretage myelografier med de tyktflydende jodolier f.eks. Lipiodol eller Jodumbrin. Pyelografi og urografi blev udført med de vandopløselige præparater f. eks. Diodon, Abrodil, Hippuran. Sidst i 1930erne blev klinikerne mere opmærksomme på diskusprolaps-sygdommen og myelografier blev mere almindelige.
I 1953 skrev radiologen H.H. Jacobsen en resumerende artikel “Røntgendiagnostiske nyheder.” Herfra kan nævnes at,tomografiske optagelser blev almindelige i de tidlige 1950ere bl.a. med et dansk udviklet apparatur. Plantomografi blev især anvendt til lungediagnostik. Tekniske fremskridt med automatiske filmvekslere og Seldingers teknik med polyetylen-kathetere muliggjorde arteriografiske undersøgelser. Tiltagende hyppige operationer på små børn med misdannelser i hjerte og kar byggede i høj grad på angiograficardiografi. Desuden blev carotis-arteriografier og abdominale aortografier tiltagende anvendt. Insufflation af luft suboccipitalt, PEG Pneumo-Encephalografi ”hjernepustning,” blev anvendt til diagnostik af hjernelidelser.
Litteratur
- Artikler i Ugeskrift for Læger 1900- 1960.
- Jacobsen HH. Røntgendiagnostiske nyheder. Medicinsk Forum 1953;6(5):129-42
- Københavns Universitets Medicinsk-historiske Museum. Katalog over røntgensamlingen. 1953.
- Mantoni M., Jurik A.G., og Jensen J (eds.) Dansk Radiologi 1995
- Møller PF. History and development of radiology in Denmark 1896-1950. København: Nyt Nordisk Forlag – Arnold Busck, 1968. [Bogen belyser år for år dansk radiologis historie gennem detaljerede referater af foredrag og efterfølgende diskussioner samt artikler og andre publikationer om radiologiske forhold.]
Samme forfatter har publiceret en kortere udgave på dansk: P. Flemming Møller. Radiologiens historie i Danmark. Bibliotek for Læger 1960;152:311-40. - Pakkenberg H. Historisk oversigt over danske hospitalers og privatklinikkers først anskaffede røntgenapparater, samt over røntgenafdelingernes ledere. København. 1960: Dansk Røntgen-Teknik A-S.
- Præstholm J. Fremstilling af det flade røntgenbilledes tredje dimension Analog Tomografi – Computer Tomografi. Dansk Medicinhistorisk Årbog 1995:122-44.
- Rønne P., Nielsen ABW. Development of the ion X-ray tube. Acta historica scientiarum naturalium et medicinalium. 1986;35:1-271